Velkommen til samarbejdet mellem HEMA-klubberne og DFF
HEMA-fægtning og moderne sportsfægtning har længe bevæget sig ad lidt forskellige spor, men vi har mange fællestræk ud over at dele de historiske rødder: Passion for fægtning, træning, konkurrencer, teknikker, foreningskultur, små klubber. Sporene kan mødes igen i et fællesskab som en stor fægtefamilie, hvor vi sammen kan udvikle, rekruttere og fastholde medlemmer til hele fægtesporten.
DFF vil gerne tænke innovativt og involvere andre fægteformer gennem klubmedlemskab af DFF og en fælles indsats i vores landsdækkende forbund, der som et lille specialforbund under Danmarks Idrætsforbunds (DIF) paraply i år fylder 110 år i 2017.
Vi byder de HEMA-klubber, som ser HEMA-fægtning som en fysisk aktivitet, en idræt og en konkurrencesport i foreningsregi, velkommen til et samarbejde, hvor vi sammen kan udvikle hele fægtesporten i Danmark.
Fra vi fik kontakt med hinanden i sommeren 2016, har vi i 2017 oprettet en DFF HEMA-arbejdsgruppe med forbundspersoner og repræsentanter fra 3 interesserede HEMA-klubber. Sammen har vi defineret fælles mål og arbejdsopgaver for de kommende år.
Et af målene er, at samarbejdet udvikler sig til, at vi i foråret 2018 sammen er klar til at optage de første HEMA-klubber som medlemmer i DFF og DIF.
Vi glæder os.
Med venlig hilsen
Jan Sylvest Jensen, Formand, DFF
Idrættens Hus, Brøndby, juni 2017